Mangel på livreddere koster liv

Det koster liv, at mange af de danske badestrande ikke er bemandet med liv­reddere, mener Rådet For Større Bade­sikkerhed. Det drejer sig bl.a. om Ristinge Strand på Sydlangeland, hvor en syvårig dreng omkom i går.

"Det kan ikke være meningen, at vi i et land som Danmark ikke har livredde­re på mange af de store badestrande," siger formanden for Rådet For Større Badesikkerhed, Michael B. Aller.

Det er landets kommuner, der skal sørge for at ansætte livreddere, men de er ikke forpligtet til det.

"Konsekvensen er, at folk drukner, eller får hjerneskader, hvis de bliver genoplivet," forklarer Michael B. Aller.

Penge og prioritering
Mandagens badeulykke foregik ved Ristinge Strand, som bliver præsenteret som det ideelle badested for familier med børn på Turist og Erhvervsforeningen Langelands hjemmeside, som man kan besøge via et link på Sydlangeland Kommunes hjemmeside. Alligevel vil kommunen ikke betale for en livredder på stranden. Der er ikke råd, lyder forklaringen.

"Enten er det livreddere, eller også er det hjælp til de gamle," siger kommuneingeniør Peter Andreasen fra Sydlangeland Kommune.

Han forklarer, at Sydlangeland Kommune har syv km badestrand, og at det ville være økonomisk urealistisk at bemande hele strækningen.