Muslimer: Flerkoneri irrelevant i Danmark

Det Islamiske Trossamfund afviser kritik fra Socialdemokraterne. Trossamfundet går ikke ind for flerkoneri, selv om det på sin hjemmeside linker til en muslimsk datingside, ifølge hvilken en mand har ret til fire koner. Det siger talsmand Imran Shah.

"Vores holdning til at have flere koner i Danmark er klokkeklar. Vi følger dansk lovgivning. Det er ikke noget, vi opfordrer til, for det er slet ikke relevant i Danmark," siger Imran Shah.

Det er Lars Aslan Rasmussen, socialordfører for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus, som vil have justitsministeren til at undersøge, om datingsiden www.zawaj.dk er lovlig. Han vi også have at vide, om Det Islamiske Trossamfund får offentlig støtte.

Vil ikke underlægges politisk pres
Det gør trossamfundet ikke, siger talsmanden.

"Vi er en selvstændig organisation, for vi vil ikke underlægges nogen form for politisk pres, hverken fra Saudi-Arabien eller den danske regering," siger Imran Shah.

Lars Aslan Rasmussen finder det forkasteligt, at det muslimske trossamfund med sit link til datingsiden Zawaj.dk opfordrer til social kontrol. De unge, der måske senere skal giftes, må nemlig aldrig mødes alene. Der skal ifølge islam altid en tredjepart med.

"Det er fuldstændig forrykt, at man ikke kan mødes uden bisidder, når man ved, hvor stor social kontrol der er med kvinder i de muslimske miljøer. Mange unge i parallelsamfund bliver giftet væk," siger Aslan Rasmussen.

Hertil siger Imran Shah: - Der er visse sociale aspekter af islamisk lovgivning, som regulerer det sociale liv.

Muslims skilsmisseråd
Det Islamiske Trossamfund opfordrer i øvrigt myndighederne til at anerkende, at et muslimsk "skilsmisseråd" får ret til at mægle i skilsmissesager.

Dansk lovgivning er ikke nok, når muslimske kvinder vil skilles, for ofte nægter manden blot og rejser bort, mener Imran Shah.

"Realiteten er desværre, at et stigende antal muslimske mænd ikke vil lade sig skille. selv om de skal ifølge islamisk lovgivning. Derfor havner kvinderne i et ingenmandsland," siger han.

Muslimernes trossamfund vil ikke have et parallelsystem, men "komplementerende regler", siger Shah.