Unge begejstrede for sex CD-rom

16x9

Læs uddrag fra cd_rom-men Sexstarz, som Lars Løkke (V) har stoppet

"Det er det bedste materiale til seksualundervisning, vi har set. På vores skoler viser de stadig film fra 70erne og 80erne, og det er håbløst forældet", siger Alexander Petersen og Anna Jensen, talsmænd for landsorgani­sationen Danske Skoleelever, da de i aftes så CD­-rommen Sexstarz.

De unge er langt fra ubekendt med de begreber, som forarger indenrigsmini­ster Lars Løkke Rasmussen. "Alle unge omgiver sig med porno. Alle mine venner kender til pervers sex fra internettet og vi snakker åbent om det", siger Alexander Petersen.

Også Sophie Hæstorp Andersen (S) mener, indenrigsministeren overreagerer ved at trække CD-rommen tilbage, når de unge ligeså let kan finde begreberne i tidens ungdomsmagasiner.

Også foreningen Sex og Samfund er imod tilbagetrækningen af cd-rommen. Lars Løkke Rasmussens indgreb mod en oplysende sex-cd til de 15 til 16­årige minder om amerikansk nypuritanisme, mener lægen Christian Graugaard, der er formand for foreningen Sex & Samfund, som sammen med Sundhedsstyrelsen stod bag cd'en.

"I Danmark har vi ellers en unik historisk forudsætning for at kunne tale bramfrit med de unge. Jeg vil være meget ked af det, hvis alliancen med de unge bliver brudt, fordi der sniger sig en seksualpolitisk korrekthed ind, som vi sidst så i 50'erne", siger Christian Graugaard til Ekstra Bladet.

Lars Løkke Rasmussen er allerede kaldt i samråd i Folketingets sundhedsudvalg om beslutningen, som kommer, efter at Indre Missions Tidende i denne uges udgave havde en omtale af Sexstarz, og blandt andet beskrev dens indhold som satanisk.