H.C.Andersen bliver smidt i Odense Havn

16x9

Kunstneren bag skulpturen er vred over kommunes forlag til en ny placering

Den tre meter høje bronzeskulptur af H.C.Andersen der i øjeblikket sidder på Flakhaven i Odense skal begraves i Odense Havn ved en happening i næste måned. Det skriver TV 2/FYN på sin hjemmeside.

Det er den lokale kunstner Jens Galschiøt, der har lavet skulpturen af H.C.Andersen, som de sidste fem år har siddet på byens centrale plads og kigget på Odenses rådhus.

Nu inviterer Jens Galschiøt byens borgere til gravøl den 8. oktober, hvor H.C.Andersen bliver fragtet til havnen på en hestetrukken begravelsesvogn.

Årsagen er Odense Kommunes forslag til en ny placering af skulpturen uden for Odenses centrum.

Den store skulptur skulle oprindeligt indgå i en større skulptur kaldet Fortællebrønden, men finanskrisen fik for nogle år siden Odense Kommune til at beskære sit tilskud.

Genopstår på sin fødselsdag
Den kontroversielle kunster har i øvrigt tænkt sig at lade skulpturen "grave" op igen ved en genopstandelsesceremoni på H.C.Andersens fødselsdag den 2. april

"Jeg har købt 100 flasker fransk champagne til genopstandelsen. Så kan vi køre ham ind til centrum, hvor han kan se sig om en uges tid, for derefter at blive begravet igen," fortæller Jens Galschiøt til TV 2/FYN.