Mand i underbukser fangede tyv

16x9

Lars Bjarke Lazar regnede i dag med, at han skulle have en stille og rolig eftermiddag med sine børn i lejligheden på Østerbro i København.

I stedet måtte han - kun iført ganske få beklædningsgenstande - jagte en indbrudstyv gennem de københavnske gader.

"Der er en psykopat, som pludselig bryder ind i min lejlighed," fortæller Lars Bjarke Lazar.

"Han mindede om en mellemting mellem Peter Lundin og Antonio Banderas."

Tyven ringede torsdag eftermiddag på døren - og da Lars Bjarke Lazar ikke ventede besøg, og helst ville være alene med børnene, bad han dem om at være stille, så den ubudne gæst ville gå igen.

Derefter bankede personen på - og kort tid efter puslede det ved døren.

Råbte: Stop tyven
"Lige pludselig stak han hovedet ind," fortæller Lars Bjarke Lazar, som tilføjer at hans 11-årige søn blev meget forskrækket, men alligevel løb hen mod tyven.

Indbrudstyven skyndte sig dog at stikke af, men det blev med lejlighedsbeboeren lige i hælene.

"Jeg løber efter ham i underbukser og strømper," fortæller Lars Bjarke Lazar.

Og jagten går gennem Blegdamsvej og over til Ryesgade.

"Jeg råber 'STOP TYVEN', og det er der nogle håndværkere, der hører. De jagter ham i min retning, og jeg får fanget ham," fortæller den frygtløse mand.

"Nogle kvindelige politibetjente på hest havde hørt, at jeg havde råbt, og de kom ret hurtigt til stedet."

Hestepatruljen tilkaldte assistance, og indbrudstyven blev hentet af politiet.

"Alle klappede mig på skulderen"
Og efter episoden blev Lars Bjarke Lazar hyldet af folk på gaden.

"Så kom jeg gående der i underbukser og strømper, og alle folk klappede mig på skulderen," fortæller han.

Politiet bekræfter, at en civil person i dag har foretaget en civil anholdelse af en person, som havde brudt ind i personens lejlighed - og at en hestepatrulje efterfølgende tog sig af den anholdte person.