Frit valg til spillefugle fra nytår

Det danske marked for spil om penge er klar til at blive frigivet fra nytår. Det står klart, efter EU-Kommissionen har afvist en klage om, at liberaliseringen af markedet skulle være i strid med reglerne for statsstøtte.

"Godkendelsen begrundes med, at liberaliseringens positive virkninger mere end opvejer eventuelle konkurrencefordrejninger," skriver Kommissionen i en pressemeddelelse.

Liberaliseringen af det danske spillemarked blev vedtaget sidste år og skulle være trådt i kraft ved indgangen til 2011.

Mistanke om statsstøtte
Den blev dog forsinket, da der blev indgivet anmeldelse til EU-Kommissionen på grund af mistanke om ulovlig statsstøtte. En anmeldelse, der i december fik kommissionen til at igangsætte en undersøgelse.

Mistanken bundede i, at internetkasinoerne kun pålægges en afgift på 20 procent af bruttospilleindtægten, mens de fysiske konkurrenter skal slippe op til 75 procent.

Der er tale om statsstøtte, medgiver EU, men ikke af den ulovlige slags. De positive effekter ved liberaliseringen af markedet vurderes således til at være større end de negativ effekter på konkurrencen,

Nytteløs liberalisering
"En afgift, der gør danske onlineudbyderes spil for dyre, ville gøre liberaliseringen af markedet nyttesløs," konstaterer Kommissionen.

Den fremhæver ligeledes "lovens mål om at få ulovlige onlinespil underlagt lovgivning og samtidig beskytte unge og udsatte personer mod at udvikle spilafhængighed".

Loven, der skulle bane vejen for spilmarkedets liberalisering, var betinget af kommissionens godkendelse og dermed af undersøgelsens udfald.

Lars Henry Nielsen, kontorchef i Skatteministeriet, vurderer i tirsdagens udgave af Politiken, at en positiv kendelse betyder, at det danske spilmarked kan slippes fri 1. januar 2012.