Selvmord i stigning på asylcentre

16x9

Selvmordsforsøg blandt asylansøgere i Danmark fordoblet siden 2001

Andelen af asylansøgere, der forsøger at tage deres eget liv, er i markant stigning i Danmark. Senest hængte en 37-årige iransk asylansøger sig på Hanstholm Asylcenter, efter at han hav­de fået at vide, at han ville blive sendt tilbage til Iran.

Nye tal fra Dansk Røde Kors, der dri­ver hovedparten af landets asylcentre, viser, at antallet af selvmordsforsøg i centrene har været støt stigende over de seneste år.
Allerede midt i juni i år har antallet af selvmordsforsøg nået niveauet fra hele 2005.

Iransk reaktion
Den seneste tragiske begivenhed i Hanstholm får Organisationen for Iranske Flygtninge til at reagere.

"Den umenneskelige danske asylpolitik, frygten for at blive sendt tilbage til det helvede, som asylsøgerne flygter fra, frygtelige forhold på de danske asylcentre, lange ventetider og uvidenhed om fremtiden er blandt de årsager, der ødelægger mange asylsøgere og deres børn i Danmark," siger Mahmoud Ghazvini fra organisationen.

Statistikkens sprog
Hanstholm Asylcenter er drevet af Hanstholm Kommune, men langt hovedparten af asylansøgerne bor på Røde Kors' centre rundt omkring i landet. Her fører man statistik over antallet af selvmordsforsøg, der har været så alvorlige, at det var nødvendigt at indlægge asylansøgeren på hospitalet. I 2001 registrerede centrene lidt over syv forsøg per 1.000 beboere over 17 år. Tallet nåede nye højder i 2004 og var næsten fordoblet til knap 15 ud af 1.000 ansøgere i 2005.

"Selvmordsforsøgene er ofte mere et signal om magtesløshed, opgivenhed og et råb om hjælp, end det er et ønske om tage sit eget liv," siger lederen af Dansk Røde Kors' Asylafdeling, Jørgen Chemnitz.

Den seneste tids debat om asylbørnenes forhold har skabt et øget fokus på området, men de voksne asylansøgeres situation er ikke blevet nævneværdigt forbedret, påpeger Chemnitz. Han fremhæver, at den gennemsnitlige opholdstid på asylcentrene er steget fra 300 dage til næsten 1.000 dage. Det er primært mennesker, der har fået afslag på asyl, men som ikke er enige i den afgørelse, som de danske myndigheder har truffet.

"Det betyder, at man opholder sig meget længere på centrene, end de nogensinde har været beregnet til. Man kan holde til det i et års tid. Men når det strækker sig ud over et år, så oplever vi, at det påvirker familierne og omsorgen over for børnene," fortæller Chemnitz.