Politi kan ikke bekræfte SFU-vold

16x9

Politiet har ikke fundet et eneste spor, der kan bekræfte, at en ung mand fra SF's Ungdom i går blev slået bevidstløs i Egense lidt uden for Svendborg.

"Vi kan ikke bekræfte, at overfaldet har fundet sted," fortæller efterforskningsleder Kim Munksgaard fra lokalpolitiet i Svendborg til tv2.dk.

Politiet fik ellers tidligere på dagen en anmeldelse om, at den unge mand skulle være udsat for et overfald i går, da han var ude med valgmateriale.

Han skulle efter sigende være indlagt på traumeafdelingen på Odense Universitetshospital.

Har talt med flere sygehuse
Men efterforskerne har talt med traumeafdelingen i Odense samt sygehuset i Svendborg, Falck, Alarmcentral Syd og alarmcentralen 112.

"Ingen af disse kan bekræfte, at man har hørt om eller har haft denne person til behandling," siger Kim Munksgaard.

Politiet har desuden talt med SF's ungdomsafdeling, og her har man også kun hørt om overfaldet gennem pressen. Ingen har ad andre veje hørt om en politisk aktiv ung, der er blevet slået ned i Egense.

Politiet har tidligere oplyst, at det var formanden for SF i Svendborg, der anmeldte voldsepisoden, som hun havde hørt om gennem en anden person.

Det har ikke været muligt for tv2.dk at få en kommentar fra SF-formanden.