"Drenge må ikke lege med kjoler"

16x9

Mange danskere mener, at drenge skal holde sige til drengelege. Hvad mener du?

Drenge skal lege med biler, spille fodbold og være Batman til fastelavn. Ikke noget med at lave perlekæder eller dukke op i børnehaven i kjole.

Den holdning er udbredt blandt rigtig mange danskere, viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for 24timer.

Flere end hver fjerde dansker mener ikke, at drenge mellem fire og otte år skal have lov til at prøve neglelak, og næsten lige så mange er afvisende over for at lade dem være prinsesser til fastelavn.

En stærk bøsseangst
Men holdningen ændrer sig, når det drejer sig om det modsatte køn - over 80 procent synes, det er helt fint, at pigerne klæder sig ud som Spiderman.

Holdningen bunder i en 'stærk bøsseangst', som kan forhindre børn i at være kreative med deres udtryk, lyder det fra kønsforsker Karen Sjørup.

"Jeg synes, det er trist, at vi ikke rykker nok på at bløde op for de stereotype kønsforestillinger herhjemme," siger hun til 24timer.

"Pigerne har klart et bredere spektrum at bevæge sig i end drengene. Hvor det at være en drengepige er noget positivt, så er der for drengenes vedkommende stadig en stærk bøsseangst, som spiller en stor rolle i forhold til, hvilke udtryk drenge må lege med."

Kan være svært at finde identitet
Det er helt almindeligt, at børn i en tidlig alder udforsker kønnenes forskelligheder og deres egen identitet - og det skal man ikke forhindre dem i, mener børnepsykolog Grethe Kragh­Müller.

"Børn prøver nogle forskellige roller af for at finde ud af, hvem de selv er, for eksempel ved at tage en prinsessekjole på. Hvis man forhindrer dem i det, så bliver det svært for dem at finde deres identitet som køn," siger Grethe Kragh­Müller, der er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, til 24timer.

Hvad mener du? Skal drenge have lov til at være prinsesse for en dag? Skriv din mening nedenfor