Europol: Højreekstremister ikke farligst

Selv om fredagens grusomme terrorangreb i Norge blev udført af en højreekstremistisk nordmand, fastholder det europæiske politisamarbejde Europol, at militante islamister fortsat udgør en langt større terrortrussel i Europa end højreekstremister.

Det skriver Politiken torsdag.

"Mange spørger nu, om der har været for meget fokus på islamistisk terrorisme," siger Europols talsmand, Søren Kragh Pedersen til Politiken.

"Men vores klare melding er, at man ikke må undervurdere truslen fra islamistisk terrorisme, og at man stadig skal holde fokus på det miljø."

Europol vil i lyset af terrorangrebet i Norge sætte større fokus på truslen fra højreekstremister, fordi tragedien viser, at terrorangreb kan komme fra alle ekstreme miljøer.

Men Søren Kragh Pedersen understreger samtidig, at det er meget usædvanligt, at højreekstremister udfører store terrorangreb.

Det højreekstremistiske miljø bekymrer også Europol, men normalt begår dét miljø kriminalitet som overfald og ildspåsættelser.

Europols årsrapporter over terrorangreb i Europa de seneste år viser også, at højreekstremister ikke har fyldt meget i trusselsbilledet på terrorområdet.

I 2010 blev højreekstremister ikke noteret for et eneste terrorangreb i EU, mens venstreekstremister stod bag 45 angreb. Langt de fleste terrorangreb i Europa blev udført af separatistbevægelser i især Spanien og Frankrig.

Islamister stod blot bag tre gennemførte terrorangreb i Europa i 2010, men 179 islamister blev anholdt for planlagte angreb rundt om i verden, skriver Politiken.

Samtidig har islamistiske terrorangreb en anden karakter end separatistbevægelsernes, fordi islamisterne oftere går efter at dræbe mange mennesker.