VIDEO: Danskere i blomsteroptog for Norge

Danskere i alle aldre viste mandag deres solidaritet med ofre og pårøren­de, der er blevet ramt af fredagens terrorangreb i Oslo og på Utøya, hvor den 32-årige Anders Behring Breivik dræbte mindst 76 mennesker.

Omkring 1200 samledes sidst på efter­middagen på Gammel Torv i København til et mindeoptog arrangeret af norske studerende. Flokken gik i blomstertog til Norges ambassade i Amaliegade nær Amalienborg, og inden den nåede frem, havde op imod 5000 tilsluttet sig optoget, oplyser den centrale vagtled­er John Hansen, Københavns Politi.

Politiet var nødt til at spærre gaden af for at skaffe plads til de mange, der ønskede at vise deres solidaritet med den sørgende norske befolkning.

300 holder ét minuts stilhed ved ambassade
I Oslo var mellem 100.000 og 150.000 samtidig samlet for at mindes de døde.

Tidligere mandag holdt nordmændene mandag middag klokken 12 et minuts stilhed til ære for ofrene.

I København mødte 300 mennesker klokken 12 op ved den norske ambassade for også at være stille i solidaritet med ofre og pårørende og for at lægge blomster eller skrive i en kondolencebog.