Lejr sammenlignes med Hitlerjugend

16x9

Massakren i Norge er på alles læber - også i USA, hvor en amerikansks tv- og radiovært er kommet i voldsom modvind, efter han har sammenlignet Arbeiderpartiets Ungdomsforbund (AUF) - der blev offer for massemorderen på den norske ø Utøya - med Hitlerjugend:

"Der har været skyderi på en politisk lejr, der lyder lidt som Hitlerjugend. Jeg mener: Hvem afholder en lejr, som kun handler om politik, for børn," sagde den kendte og kontroversielle vært, Glenn Beck, der er fra højrefløjen i USA og vellidt af Tea Party-bevægelsen.

Det modsatte af Hitlerjugend
Torbjørn Eriksen, der er statsminister Jens Stoltenbergs tidligere pressesekretær, kalder hans udtalelser for uvidende, ukorrekte og sårende:

"Unge politiske aktivister har været samlet på Utøya for over 60 år for at lære om og blive en del af et demokrati - det direkte modsatte af, hvad Hitlerjugend handlede om," sagde han til The Daily Telegraph.

Valgforsker: Han er en fascist
Også valgforsker og medlem af Arbeiderpartiet, Frank Aarebrot, er forfærdet over Becks udtalelser.

Han mener, at den norske ambassade i USA bør udsende en pressemeddelelse, som fortæller hvad AUF er for en slags organisation:

"Han er en fascist - kun han fascist vil komme med den slags udtalelser. Manden er et svin og en vulgær propagandist, som prøver at overfå Joseph Goebbels," siger Aarebrot til den norske avis Dagbladet.

Det er ikke første gang Glenn Beck gør sig bemærket med sine udtalelser - han har blandt andet kaldt den amerikanske præsident, Barack Obama, for racist.