Strid om skokast mod Kjærsgaard

Delte meninger om spil, hvor Pia K. får sko kylet i nakken, på politikers hjemmeside

Computerspillet 'Kast sko efter Pia' sender Det Radikale Venstre ud i internt politisk uenighed.

De Radikales spidskandidat til folketingsvalget, Manu Sareen, kritiserer nu partifællen, Linda Kristiansen, som har lagt spillet ud på sin hjemmeside.

I spillet forsøger en person af anden etnisk oprindelse end dansk at snige sig ind på Pia Kjærsgaard for at smide en sko i nakken på hende.

Og det er ikke god tone, mener Sareen.

Har ret til at gøre det
"Det jer er rigtig ærgerlig over, det er, at vi har lanceret dogmer for god tone i dansk politik, fordi vi mener, at der bliver gået for meget efter personen og ikke efter bolden," siger Manu Sareen.

"Linda har selvfølgelig ret til at gøre, hvad hun har lyst til, og der er masser af plads til uenighed. Jeg synes bare at fremgangsmåden er uheldig."

Linda Kristiansen selv siger, at hun ikke går efter Pia Kjærsgaard, men efter politikken, som Kjærsgaard står for.