Opsvulmede mænd ofre for fusk

Da seks britiske mænd svulmede op under et fejlslagent medicinforsøg i England, var de ofre for alvorlige fejl fra lægemiddelfirmaets side, skriver Politiken.

De heldige af forsøgspersonerne lå i koma, de uheldige skreg af smerte.

En standardanalyse i en computermodel viser, at medicinforsøget aldrig burde have været godkendt.

Afsløringen kommer fra to lektorer i biomedicin fra Syddansk Universitet, Søren Hansen og Graham Q. Leslie, der har offentliggjort forklaringen i det seneste nummer af det videnskabelige tidsskrift Nature.

Problemet har endda været kendt siden 2001.

Stoffet, som det tyske biotekfirma TeGenero forsikrede kunne passe som en legoklods på et protein i de seks menneskekroppe, passede alligevel ikke.

Det hævdede firmaet ellers i sin ansøgning til de britiske lægemiddelmyndigheder.