Imams exit giver luft til rabiate

16x9

Ringere dialog med palæstinensere, når Abu Laban forlader Danmark

Efter at have boet i Danmark i 20 år har den fremtrædende imam Abu Laban besluttet at forlade landet.

Abu Laban begrunder over for Jyllands-Posten sin beslutning med, at han føler sig dårligt behandlet af danske medier og derfor vil slå sig ned i Gaza.

Imamens farvel kan give plads for mere yderligtgående muslimske ledere fra den yngre generation.

Især dialogen med de palæstinensiske muslimer kan lide under Labans afgang, vurderer lektor Helle Lykke Nielsen fra Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet.

"Den nye generation, som står og venter på at komme til, er langt mere radikal, og det kan godt være, vi har skudt os selv i foden ved at sende ham ud," siger Helle Lykke Nielsen til TV 2 | NYHEDERNE.

Talsmanden for Islamisk Trossamfund, Kasem Ahmad, forudser uro hos en gruppe unge mennesker, hvis imam Abu Laban forlader Danmark.

Han frygter, at "der vil komme en reaktion" mod personer som Naser Khader (R) og Pia Kjærsgaard (DF), der højlydt har ytret sit ønske om, at Abu Laban forlader Danmark.

"Der er nogen, der betaler en stor pris for, at Abu Laban rejser. Der vil måske komme en reaktion fra folk, der ikke kan styre sig," siger Kasem Ahmad til Ritzau.

I foreningen Demokratiske Muslimer, hvor Naser Khader er formand, siger næstformand Fathi El-Abed, at han vil have svært ved at forstå en eventuel reaktion fra unge muslimer som følge af Labans farvel til Danmark.

"Jeg tror, at enhver ved sine fulde fem kan se, at Abu Laban selv har skubbet sig ud af samfundet. Han har været i Danmark i over 20 år uden at forstå det samfund, han lever i. Og så beskylder han samfundet for ikke at forstå ham," siger Fathi El-Abed til Ritzau.

Han begræder ikke Abu Labans beslutning."Jeg ønsker ham al mulig held og lykke, men jeg beklager det bestemt ikke. Jeg håber bare, at han ikke skaber flere problemer, der hvor han havner," siger Fathi El-Abed.

Imam Abdul Wahid Pedersen ærgrer sig over, at klimaet i den offentlige debat er så dårligt, at det kan få Abu Laban til at rejse:

"Jeg synes, der er mange der taler med en uheldig retorik i den offentlige debat i øjebliket.

Når et så markant og stærkt menneske, der har arbejdet så meget for social integration af unge mennesker, føler sig presset ud, så er der noget galt," siger Abdul Wahid Pedersen til NYHEDERNE.