Her er Peter Lundins kvinder

Fire drab synes ikke at skræmme kvinder fra at gifte sig med Peter Lundin

Peter Lundin er damernes ven. De fire drab han har på samvittigheden synes ikke at skræmme nye kvindelige bekendtskaber.

Her er listen over fire kvinder, der fandt danskamerikaneren attraktiv på trods af den blodige fortid.

Tina Lundin (Gift i 1996)

Tina Lundin fattede først interesse for Peter Lundin, da hun så et tv-program om ham på TV 2. Det var der Lundin malede halvdelen af sit ansigt sort. De to blev gift bag tremmer i 1996, og da Lundin blev løsladt to år senere flyttede de sammen. De fik et barn sammen, som Lundin dog ikke har haft kontakt til.

Forholdet gik i stykker, da Lundin var voldelig over for både Tina Lundin og hendes datter fra et tidligere forhold.

Marianne Petersen

Peter Lundin blev ikke gift med Marianne Petersen. Han mødte hende på et bordel og flyttede siden ind hos hende og hendes to sønner i et rækkehus i Rødovre. Forholdet fik den værst tænkelige afslutning, da Peter Lundin dræbte dem alle tre i 2000. Det blev han dømt for i 2001. Lundin fik livstid, men han forestiller sig at han vil komme på fri fod inden for en overskuelig årrække.

Mariann Poulsen (Gift i 2008)

Ligesom det skete for Tina Lundin, fik færingen Mariann Poulsen øjnene op for den danskamerikanske morder allerede i 1994, da han blev landskendt på tv. Mariann Poulsen begyndte at skrive med Lundin, men de to mistede kontakten igen, da færingen fik et barn med en anden mand.

Da Mariann Poulsen flyttede tilbage til Danmark genoptog hun kontakten til Lundin, og det førte til en lynægteskab mellem de to. Det skabte en enorm mediestorm, og to uger efter annoncerede hun i Go'aften Danmark, at hun ville skilles.

Betinna Skounborg (Gift i 2011)

Den 26-årige Betinna er et mere ubeskrevet blad i Lundins liv. Den firdobbelte morder har dog nævnt hende i sin bog "En morders bekendelser". Hun er dermed en kvinde, han har set over længere tid.

De to blev i går gift i Anstalten ved Herstedvester. Betinna var sammen med Lundin i tre timer, før hun igen forlod fængslet.