Støjbergs pension er fredet

Når beskæftigelsesminister Inger Støjberg kan holde 60-års fødselsdag, så har hun ret til at gå på pension.

Og det bliver der ikke pillet ved, selv om regeringen nu har aftalt en reform, der rykker ved folkepensionsalderen, så Støjbergs jævnaldrende først kan blive pensioneret, når de er 69 år eller ældre.

Pensionsalderen for folketingsmedlemmer er godt nok hævet til 62 år, og den vil fremadrettet følge efterlønsalderen - men ændringen gælder kun for medlemmer, der blev valgt første gang efter 1. januar 2007.

Må ikke rent juridisk
Inger Støjberg blev valgt ind i Folketinget i 2001, og hun beholder dermed den mere gunstige ordning.

Men det er fordi politikerne slet ikke kan ændre mere på pensionerne.

"Det er at sammenligne med en arbejdsmarkedspension, den som politikerne har. Rent teknisk juridisk må man ikke gå ind og tage folks arbejdsmarkedspensioner," siger Inger Støjberg til TV 2 News.

"Det er en lang sang, men jeg kan sådan set godt forstå, at der er debat om det - derfor har vi faktisk prøvet på at skubbe det så meget, som vi overhovedet kunnet gøre i de her forhandlinger."