Kat vender hjem efter fem år

16x9

Bettemis er nu lykkeligt genforenet med sin ejer i Skagen efter fem års springtur i det nordjyske

Katten Bettemis har efter fem og et halvt års springtur nu endelig fundet vejen hjem til sin ejer i Skagen.

Ifølge Nordjyske.dk forsvandt Bettemis i 2005, da den rødstribede kat så sit snit til at hoppe ud af favnen på sin ejer under et besøg i Brønderslev. Hun troede aldrig hun ville se kæledyret igen, da katten forsvandt ud i efterårsregnen.

"Jeg meldte hende savnet hos politiet, men regnede inderst inde ikke med, at Bettemis nogensinde ville blive fundet i live og vende hjem til Skagen. Selv om hun var robust med en snert af vildkat og overlevelsesinstinkt i blodet," fortæller den nu lykkelige katte-ejer Lone Solvej Pedersen til Nordjyske.dk.

Øremærkning var afgørende for genforening
Men i sidste uge opdagede en kvinde i Brønderslev en hjælpeløs rødstribet kat, der sad fanget fast i en mårfælde. Kvinden hjalp katten fri og afleverede den til Kattens Værn i Aalborg.

Kattens Værn undersøgte det fortabte kæledyr og undrede sig over den information, som øremærkningen gav dem.

"Jeg har hørt om forsvundne katte, der vender hjem efter to til tre år, men aldrig efter fem et halvt år. Katten var heldigvis øremærket, og det ledte os på sporet af ejeren, der dog havde ændret adresse og telefonnummer siden tatoveringen," siger lederen af Kattens Værn i Aalborg, Christian Poulsen til Nordjyske.dk

Sammen med politiet opsporede han kattens ejer, som viste sig at bo i Skagen.

"Uden øremærkningen er det bestemt ikke udelukket, at vi havde valgt at kategoriserer katten som herreløs strejfer og aflivet den," konstaterer Christian Poulsen, som netop har kørt Bettemis til Skagen, hvor den overvældede ejer tog imod sit genfundne kææledyr.

Spinder i skødet
Et par timer efter den lykkelige genforening var Bettemis og ejer i fuld harmoni med hinanden igen efter fem års adskillelse.

"Nu er Bettemis faldet helt til ro, og netop nu ligger hun her i mit skød og spinder," fortæller Lone Solvej Pedersen til Nordjyske.dk

Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik er der omkring 400.000 registrerede katte i Danmark. Tilsvarende ligger tallet på vildkatte mellem 650.000 og en million.