Undgå sur nabo: Sådan holder du katten i egen have

16x9

Undgå at naboen afliver din kat. Her er rådene til, hvad katte_ejere skal gøre, så naboen ikke starter katte_krig som i Skagen

Tv2.dk bragte i går artiklen om en katte-krig i Skagen, hvor naboer til katte-ejere truer med at aflive kattene, hvis de kommer ind på deres grund.

Ifølge loven om mark- og vejfred er katte-ejere berettiget til at holde deres kat på egen grund, så den ikke generer de knapt så begejstrede naboer. Loven skriver også, at de generede naboer er i sin ret, til at indfange dyret og, hvis i overensstemmelse med loven for skydevåben og dyreværnsloven, også nedskyde dyret.

Det førte i går til en lang debat på TV 2s facebookside, hvor mange af tv2.dks læsere og facebookbrugere har debatteret, at man ikke kan få katte til at blive på egen grund.

Ejernes eget ansvar
Men ifølge katte-ekspert og kommunikations ansvarlig på Inges Kattehjem, Fransiska Andersen, kan det godt lade sig gøre, at formindske kæledyrets strejfen til naboernes blomsterbede.

Hun pointerer dog, at det først og fremmest er ejernes ansvar at tage hånd om sin kat, da det er imod loven, at lade dem strejfe rundt.

"Men den allerførste grundregel er, at kattene skal neutraliseres. Hvis de ikke bliver det, så vil de strejfe meget rundt og markere sig og hyle og jamre. Det kan være meget belastende for naboerne," siger Fransiska Andersen.

Gør haven interessant for katten
Hvis kattene bliver steriliseret får de en helt anden adfærd og de vil ikke markere på samme måde.

Hun mener også, at man skal starte med at kigge på sin egen have, og se om den er attraktiv nok for sin kat.

"Hvis man ikke vil hegne sin have helt ind, er det bedste råd faktisk at have et bed, der er gravet op, så katten sætter sig der, og ikke i naboens. Gør haven interessant for din kat med træstubbe," siger Fransiska Andersen.

Ikke kattens skyld
Fransiska Andersen mener dog, at det kan være svært at gøre noget ved kattenes territorier, som naboens grund oftest er en del af.

"Det, der skaber en nabostrid, er jo egentlig aldrig et problem med katten, men problemer med mennesker, hvor katten bliver taberen. Hvis man får et godt forhold med sin nabo og fra start får sat nogle rammer angående katten, så er det ikke så svært," forklarer Fransiska Andersen.

Hun foreslår, at man aftaler med naboen, at han skal sige til, hvis katten bliver et problem. Og opstår et problem, skal de sammen løse det.

"For eksempel kan man foreslå naboen, at man vil købe et låg til hans sandkasse, som han kan tage på, når børnene ikke leger i det. Eller forære ham en presenning til hans bil, hvis katten ligger på den," foreslår Fransiska Andersen.

Peber og hvidløg i bedene
Hun fortæller også, at naboen kan smide peber, hvidløg eller kaffegrums i deres blomsterbede.

"Det kan katten ikke lide, og det går ikke ud over blomsterne," forklarer hun.

Mange af tv2.dks læsere og katte-elskere mener, at det er et problem at lade katte være såkaldte inde-katte eller have dem i en løbegård.

Løbebure ikke synd for kattene
Men ifølge katte-eksperten, er det ikke noget problem.

"Katte behøver ikke at være ude-katte. De kan sagtens være indenfor. Man skal bare sørge for, at katten bliver stimuleret og den ikke keder sig. Og så skal den have lov til at komme op og klatre i højder på hylder eller i klatretræ," forklarer Fransiska Andersen.

På samme måde mener hun, at en kat godt kan trives i en løbegård, så længe den er udstyret med træstubbe og har højt til loftet.

Har du andre råd, du vil dele med andre læsere, så log ind og skriv din kommentar forneden