Europæisk oprør mod asylregler på vej

Et nyt udspil skal gøre det lettere for europæiske lande at udvise EU-borgere for selv småkriminalitet.

Det skal være lettere at smide romaer ud og sværere at udnytte smuthuller i reglerne om at tage ægtefæller fra tredjelande med sig hjem.

Sådan ser hovedlinjerne ud i et nyt hollandsk udspil, som flere europæiske lande - også Danmark - vil bruge til at ændre et omdiskuteret EU-regelsæt, der i dag hæmmer landene i at føre den udlændingepolitik, de har lyst til. Det skriver Politiken.

Det hollandske udspil sigter mod at ændre EU's såkaldte opholdsdirektiv og give landene mulighed for at udvise andre EU-borgere for selv helt små kriminelle forhold.

Og samtidig lukke ned for den situation, hvor en dansk statsborger omgår de danske regler for familiesammenføring ved at tage til Sverige og her gifte sig med en person fra et tredjeland for derefter at tage vedkommende med til Danmark med henvisning til opholdsdirektivet.

- Der er ikke længere rum i reglerne til en fornuftig politik på området, siger Sander van der Eijk, der er talsmand for Hollands kristendemokratiske integrationsminister, Gerd Leers.

Den danske integrations- og udviklingsminister, Søren Pind (V), er glad for udspillet.

Han hæfter sig ved, at det med en ny lovgivning bliver muligt at udvise eksempelvis romaer, første gang de begår kriminalitet - og for mindre forhold som et indbrud i et kolonihavehus.

- Jeg mener, man skal kunne udvises for enhver form for kriminalitet, siger Søren Pind.

Ud over Danmark, oplyser det hollandske integrationsministerium, bakker også EU-lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien op.

En stærk alliance, der betyder, at forslaget hurtigt kan blive til virkelighed, vurderer EU-professor på Københavns Universitet Peter Nedergaard.

- Forslaget har allerede kraftig medvind, når de tre lande er med, siger han.

/ritzau/