Fizfiz' skæbne kan afgøres i dag

16x9

I dag bliver det afgjort, om sagen om den 41-årige bandeleder Mahmoud Khalil Salem fra Vollsmose skal prøves ved en domstol igen.

Rigsadvokaten skal nemlig senest i dag afgøre, om man vil søge om, at den kriminelle mand med tilnavnet Fizfiz skal for Højesteret - som så skal tage stilling til, om manden skal udvises.

Den tidligere bandeleder fra Black Ghost er blandt andet dømt for omfattende hashhandel og for trusler.

Det har han fået seks års fængsel for.

Men Østre Landsret besluttede for 14 dage siden, at Fizfiz ikke skal udvises af Danmark, sådan som anklagemyndigheden ellers krævede.

Familien reddede bandelederen
Den 41-årige har nemlig kone og otte mindreårige børn i Vollsmose, og på grund af de familiære forhold har retten ment, at den kriminelle mand skal slippe for en ubetinget udvisning.

Hvis Rigsadvokaten i dag vælger at lade være med at føre sagen videre til Højesteret, så er der sat et endeligt punktum i FizFiz sag, og han få lov til at blive i Vollsmose.

Sagen om bandelederen har skabt stor politisk diskussion og forargelse, og integrationsminister Søren Pind har tidligere meldt ud, at han vil afvente, om dommen bliver anket til Højesteret - hvis ikke, vil der komme et lovindgreb, lyder meldingen.