Naboer til bordeller er utrygge

Hver fjerde af i alt 287 bordeller på landsplan ligger i en lejlighedsopgang, og det er der mange lejlighedsejere der er trætte af. De bliver generet af kondomer, urin og opkast ved opgangen og dørklokken ringer døgnet rundt. Og en rundringning som Berlingske har foretaget viser, at halvdelen af alle naboer til bordeller har prøvet at få bordellerne lukket.

For naboerne til bordellerne er utrygge, mensom loven er på nuværende tidspunkt, så er der ikke noget politiet kan gøre ved problemerne for det er ikke ulovligt at leje lokaler ud til de prostituerede, og Rigspolitiet har tidligere sagt at de ikke har behov for yderligere instrumenter i kampen mod bordellerne.

Og det undrer SFs retsordfører Karina Lorentzen.

"Det efterlader ikke et indtryk af, at politiet gør ret meget. Hvad det skyldes - og om de alligevel mangler sanktionsmuligheder skal vi have afdækket," siger hun til Berlingske.

Begge fløje i retsudvalget ønsker at hjælpe både politi og naboerne til bordellerne og derfor er den konservative justitsminister Lars Barfoed kaldt i samråd om sagen.

"I første omgang er det den ulovlige bordeldrift, der skal stoppes, men det er et generelt problem, at der overhovedet er bordeller i privat ejendom," siger Peter Skaarup (DF), der er formand for Folketingets Retsudvalg.