­Du betaler verdens dyreste el

16x9
Ledninger Foto:

Danskerne rammes hårdt af skyhøje elpriser. Rent faktisk betaler vi verdens højeste pris for strømmen, mener energiekspert fra Dansk Energi.

I sidste uge viste en stor international undersøgelse fra den finske energiindustri, at danske husholdninger betaler klart mest i elafgift. Danskerne betaler hele tre gange så meget som svenskerne, der har de næsthøjeste elafgifter i verden.

De høje afgifter betyder også samlet set, at danskerne i realiteten betaler for verdens dyreste strøm.

30 procent dyrere end nummer to
"Jeg har kvalitetssikret det ved at se tilbage på IEAs statistik fra 2010, som laver en opgørelse over energipriser fra alle lande. Og desværre er det altså sådan, at Danmark ligger højest som det dyreste land. Vi ligger cirka 30 procent højere end nummer to på listen, som ser ud til at være Sverige. Det er ikke det samme, som at sige, at det gør mest ondt på danskerne, men i kroner og ører ligger vi for husholdninger højest i hele verden," siger Jesper Koch, chefkonsulent hos Dansk Energi.

Med det nye energiudspil, som regeringen offentliggjorde torsdag med planer om flere vindmøller og mere biomasser, ser det på ingen måde ud til at priserne vil blive mindsket for de danske forbrugere - tværtimod.

Omkostninger burde spredes ud
"Inden for 10-20 år vil vi blive meget forsynet af vindmøller og vedvarende energi i øvrigt, som nærmest er co2 neutralt. Alle omkostninger vil blive lagt på den energi, der fremmes, og det betyder højere elpriser. Det er lidt af et problem, når man i virkeligheden burde sprede det ud på andre energiformer som for eksempel olie og gasopvarmning," mener Jesper Koch.

Som dansker kan man spørge sig selv, hvorfor vores nordiske broderlande kan holde prisen nede på et niveau langt under det danske.

"Det har noget at gøre med energisystemer og historie. Sverige og Norge er forsynet af vandkraft, og man har historisk set været begunstiget enormt billigt på den måde. Så kom de to lande fra år 2000 ind i det liberaliserede elsystem, og det har svenskerne og nordmændene også fået at føle, for hele elområdet er viklet sammen i et stort europæisk system. De får også i perioder strøm fra for eksempel Danmark og Tyskland, og det har ført til lidt højere priser for dem. Dog ikke på det niveau, vi har herhjemme," påpeger Jesper Koch.

Effektiv produktion
Når man isoleret set kigger på elproduktionen, så er Danmark ret effektive på det punkt. Det er noget af det billigste i verden, hvis man renser det for afgifter. Selve det at producere en kWh koster omkring 30 øre. Resten af prisen op til de to kroner og en 10-15 øre, som elprisen ligger på pt., er fordelt på distribution, afgifter og moms som æder over halvdelen af kagen.

Andre steder i verden kan produktionsprisen på el ligge langt højere (for ekempel 70 øre per kWh), men så betaler de også kun det.