Steffen Jensen: Jeg fik tørre tæv

VIDEO: Steffen Jensen blev overfaldet, da han rapporterede fra Kairo. Han blev tævet med køller

Urolighederne i Kairo begynder at spidse til, og de voldelige sammenstød har nu også ramt TV 2 | NYHEDERNES korrespondent Steffen Jensen.

Midt i en live-gennemstilling til TV 2 NEWS kunne seerne høre, hvordan flere demonstranter råbte ad Steffen Jensen, og hvordan han kunne fortælle, at han blev angrebet af folk, der forsøgte at stoppe ham i at rapportere, og derefter råbte han på engelsk til overfaldsmændene, at han arbejdede, og at de skulle holde sig væk.

Derefter blev forbindelsen til Steffen Jensen i Kairo afbrudt.

Kort tid efter overfaldet er der igen kontakt.

"Jeg fik en gang tørre tæv, som man siger på dansk. Men så kom der nogle andre, som jeg ikke ved, hvem er, og forsøgte at beskytte mig," fortæller han.

Artiklen fortsætter under videoklippet, hvor Steffen Jensen fortæller om overfaldet

Han vurderer, at det er tilhængere af præsident Mubarak, der står bag overfaldet.

"De tævede mig, fordi de fordi de ville forhindre mig i at tale i telefon med jer. Jeg nægtede at give min telefon og mit pas til dem, hvorefter nogle af dem hev i mit kamera og i min rygsæk og andre begyndte at give mig tæv med knytnæver og med køller som de havde med," forklarer Steffen Jensen på en telefon kort tid efter, at han midt i en live-gennemstilling til TV 2 NEWS blev overfaldet af flere af demonstranterne.

Kort tid efter forbindelsen blev afbrudt, er der igen kontakt til Steffen Jensen, og her forklarer han, at han ikke ved, om han er anholdt eller ej.

"Nu sidder jeg mellem to panservogne og mit pas er blevet taget fra mig. Det er ikke 100 procent sikkert om jeg i øjeblikket sidder her, fordi jeg bliver beskyttet af soldaterne eller om jeg reelt er tilbageholdt. De vil ikke lade mig gå i hvert fald," siger han.