Royale søskende besøgte tvillinger

Prins Christian og prinsesse Isabella har været på besøg hos deres nye søskende på Rigshospitalet.

"De har været der, og de synes det var rigtig spændende at se deres nye søskende", fortæller Kongehusets pressechef Lene Balleby til tv2.dk.

Hun vil ikke uddybe, hvordan tvillingernes storebror og storesøster reagerede.

Prins Christian og prinsesse Isabella undgik hovedindgangen, hvor pressen holder til.

"De er kommet ind af en anden indgang, så de ikke skulle møde et stort presseopbud," fortæller pressechefen.

Prins Christian var forkølet i går, og derfor blev besøget udskudt til i dag.

TV 2's reporter er på Rigshospitalet.