"Jeg stoler stadig på retssystemet"

250 demonstranter, der blev såkaldt præventivt tilbageholdt under COP15, har nu fået byrettens ord for, at politiet handlede ulovligt ved at masseanholde demonstranter under COP15 for et år siden.

Én af de demonstranter, der nu kan se frem til en erstatning på mellem 5.000 og 9.000 kroner, er Seppe Hansen Washuss. Han deltog i den store demonstration den 12. december fra Christiansborg til Bella Center.

"Vi blev stoppet efter Knippelsbro. Og én efter én blev vi sat i futtog. Det var meget surrealistisk. Jeg havde det indtryk, at hvis jeg gik hen til den nærmeste betjent og spurgte: "Hvad sker der?" og så fulgte hans anvisninger, så skulle det nok gå. Sådan var det ikke. Jeg blev også sat i futtog og frataget mine rettigheder. Jeg blev ikke engang spurgt om, hvad jeg hed. Jeg måtte ikke engang se på klokken, og jeg måtte ikke røre min mobiltelefon, jeg måtte ikke få vand, og jeg måtte ikke gå på toilettet," siger Seppe Hansen Washuss til TV 2 Nyhederne.

Selv om dommen er anket til Østre Landsret, er han glad for dommen.

"Jeg er meget tilfreds. Jeg føler, at jeg nu igen kan tillade mig at deltage i demokratiet, uden at skulle frygte for at ende i et futtog og blive nægtet adgang til toilet og den slags, så jeg er meget glad," siger han.

Seppo Hansen Washuss har stadig tillid til retssystemet efter dagens dom. Det havde han også før retssagen.

Anholdt på grund af halstørklæde
"Jeg var nervøs, men jeg havde da virkelig forventet det, for jeg stoler stadig på retssystemet," siger han.

Politiadvokat Anders Dorph, der var anklager i sagen, argumenterede for, at de mange præventive anholdelser var med til at sikre, at den store demonstration på cirka 100.000 mennesker, nåede sikkert frem til Bella Center.

"Man kan ikke bare bedømme, hvem der er voldelige, og hvem der ikke er, ud fra hvor de lige står i en demonstration. Problemet med de præventive anholdelser er, at der er mange, som ikke har noget som helst med det at gøre, bliver fanget. Hvis man gør det, skal behandlingen i hvert fald være fuldstændig i tiptop, og vi blev behandlet rigtig dårligt," siger Seppo Hansen Washuss, der blev frihedsberøvet i otte timer efter eget udsagn.

"Jeg blev bl.a. anholdt fordi jeg havde halstørklæde på, fordi de mente, at jeg kunne maskere mig. Det er lidt vildt, at man skal risikere så meget som én, som bare benytter sig af sin ret i demokratiet. Det synes jeg er meget voldsomt"