Kendt akupunktør amok med motorsav

16x9

Landskendt akupunktør dømt for at fælde naboens træ

Den landskendte akupunktør John Boel fra Aulum kan andet og mere end at stikke nåle i folk.

Han kan også bruge en motorsav til at fælde træer, og gerne inde på naboens grund, også selv om der ikke er tale om nåletræer.

Det har kostet ham en dom for hærværk i 2009, og nu har Vestre Landsret i Viborg dømt ham til at betale en erstatning på 40.000 kroner til sin nabo i sommerhusområdet ved Serup på Thyholm.

Træerne tog hans udsigt
17. maj 2008 gik han ind på naboens grund og fældede et af tre store egetræer, der var vokset sammen til én krone. Han mente, at træerne stod ulovligt, og at de i øvrigt tog hans udsigt.

Hverken byretten eller landsretten tager direkte stilling til, om træerne stod indenfor fredningslinjen til en gravhøj, men siger, at man altså ikke bare må fælde naboens træer.

Derfor skal han af med knap 40.000 kroner for tab af herlighedsværdi. Hertil kommer sagens omkostninger med 41.000 kr.