Dømt til at fjerne glaserede tegl

Ægtepar følte sig voldsomt generet af genskinnet fra naboens tag

Videoen her er filmet fra familien Scherbecks stue. Familien følte sig voldsomt af lyset fra naboens tegl og har nu fået medhold i retten.

Et ægtepar fra Elsted ved Århus er dømt til at fjerne halvdelen af sit tegltag, fordi det skinner og generer naboen. For tre år siden fik parret lagt nyt tag med glaserede teglsten.

Men når solen skinner på taget, reflek-teres solens stråler fra taget, og på grund af en niveauforskel mellem husene, rammer strålerne direkte ind i naboens stue.

Problemet med de glaserede tegl er hverken nyt eller enestående. I flere kommuner er det nu forbudt at bygge huse med glaseret tegltag. I de fleste kommuner bliver der dog taget stilling fra sag til sag.

I Elsted var det skarpe lys blevet ulideligt for familien Scherbeck, der var den anden part i sagen.

"Når solen skinner, så virker det fuldstændig som om, man står og glor ind i et lyshav. Det er som at se ind i solen, så det er forfærdeligt. Det er både udenfor og inde i huset. Det er rædselsfuldt, og det er fra marts og hen til midten af oktober," sagde Pia Scherbeck, da Retten i Århus begyndte på sagen.

Ankes måske til landsretten
Naboen, der må bekoste et nyt tag, skal også betale 68.000 kroner i sagsomkostninger.

Baggrunden for dommen ved civilretten i Århus er, at tegltaget giver så meget genskin, at ægteparret i naboejendommen har været tvunget til at leve for nedrullede gardiner på sommerdage.

Advokat Mads Rossen, der repræsenterer parret, som fik naboen dømt, siger, at formentlig omkring 90 kvadratmeter tag skal udskiftes med tagsten, der ikke giver genskin.

"Naboen har under sagen indhentet et tilbud på, at udskiftningen af tagstenene vil koste omkring 75.000 kroner," siger Mads Rossen, der sagtens kan forestille sig, at sagen går videre til landsretten.