Faldskærmsudspringer dræbt mod fjeldside

16x9

Mand kastede sig selv i døden, da han sprang ud med faldskærm fra norsk fjeldside / arkivfoto

Et såkaldt basejump kostede i dag en mand i 20-årsalderen livet i Norge, hvor manden her til eftermiddag kastede sig ud fra et fjeld iført faldskærm. Det skriver Aftenposten,no.

På vej ned ramte han fjeldsiden, hvor skærmen satte sig fast i 600 meters højde. Et redningshold med assistance fra to helikoptere kunne hente manden ned efter to timer. En læge i redningshelikopteren kunne dog umiddelbart erklære manden død, da de fik ham om bord.

Manden skulle være en del af en gruppe på tre, hvor en sprang før den omkomne. Da ulykken skete, stod den sidste basejumper så tilbage på toppen, før han valgte at gå ned. To andre basejumpere på vej op ad bjerget, opgav også deres forehavende, da den uheldige mand pludseligt hang på fjeldet.

Ulykken ramte på Kalskråtind i Rauma. Fjeldet er 1.799 meter højt, og det er ikke forbudt at springe i faldskærm fra toppen.

Mandens identitet er ikke offentliggjort endnu, men politiet oplyser, at han ikke er fra lokalområdet.