Korruption skal bekæmpes med sikkerhed

En forbedring af befolkningens sikkerhed er nøglen til at bekæmpe korruption i Afghanistan. Det mener formanden for Transparency International Danmark.

Hvis korruptionen skal bekæmpes effektivt i Afghanistan, så er der kun en vej: Sikkerheden skal forbedres.

Det fastslår formanden for Transparency International Danmark, Poul Riiskjær Mogensen.

- Det afgørende er, at man forbedrer sikkerhedssituationen, så det ikke længere har nogen mening at forsøge at forlange sikkerhedspenge. Grundlæggende er det en sikkerhedspolitisk problemstilling og ikke en korruption-problemstilling, siger Poul Riiskjær Mogensen.

Ifølge oplysninger i Jyllands-Posten og Ekstra Bladet ender en del af de danske bistandspenge i Afghanistan i den fundamentalistiske oprørsbevægelse Talibans lommer.

Det skyldes, at det ikke er muligt at fortage sig noget som helst i Taliban-kontrollerede områder, uden at betale beskyttelsespenge til Taliban.

Men det, der sker i Afghanistan, er ikke korruption eller bestikkelse i traditionel forstand, mener Poul Riiskjær Mogensen.

- Det er mere politisk pression end egentlig korruption. Det her er ikke så meget et anliggende mellem borgere og en regering, men imellem to mere eller mindre officielle repræsentanter for statsmagter, siger han.

Transparency Internationals formål er at bekæmpe korruption og bestikkelse overalt i verden, men på grund af den komplekse situation i Afghanistan har

Poul Riiskjær Mogensen ikke et entydigt råd til den danske regering.

- Spørgsmålet er, om man ønsker at gennemføre projekterne under de vilkår, som er mulige, eller om man ikke ønsker det. Det er en politisk og en sikkerhedsmæssig beslutning, som efter min opfattelse ligger udenfor det, vi normalt beskæftiger os med i Transparency International, siger han og tilføjer:

- Men det er klart, at den type beskyttelsespenge er noget, man skal bekæmpe.

Danmark sender årligt knap 500 millioner kroner til Afghanistan.

Udviklingsminister Søren Pind (V), afviser på sin internetblog, at danske bistandsmidler går til bestikkelse af Taliban.

/ritzau/