Officerer: Søren Gade var uanstændig

16x9

Tidligere forsvarsminister Søren Gades håndtering af sagen om tre hjemsendte officerer fra den danske bataljon i Irak i 2004 var uanstændig.

Sådan lyder det uden omsvøb fra Hoved­organisationen af Officerer i Danmark (HOD) efter, at Østre Landsret idag har slået fast, at den ministerbestem­te hjemsendelse af cheftrioen var i direkte strid med gældende forvaltningsret.

"Ministeren og forsvarstoppen udsatte sit personel for en helt uanstændig behandling, og derfor er vi også særdeles tilfredse med landsrettens afgørelse," siger formand for HOD, Bent Fabricius.

"Det var efter vores opfattelse en helt igennem politisk vurdering, der førte til hjemsendelserne, som altså oven i købet var i strid med loven. Det er stærkt kritisabelt," siger Bent Fabricius.

Sende Hommels tre chefer hjem
Den 2. august 2004 kom det frem i pressen, at kaptajn Annemette Hommel var under beskyldning for at bruge grove afhøringsmetoder.

Sagen ramte forsiderne i kølvandet på afsløringerne af amerikanske soldaternes mishandling og ydmygelse af irakiske fanger, og allerede næste dag stak Søren Gade og tidligere forsvarschef general Jesper Helsøe hovederne sammen i Forsvarsministeriet og besluttede at sende Hommels tre chefer hjem.

Samme aften gik Gade på tv og sagde, at der kunne "sås tvivl om dømmekraften" hos bataljonsledelsen, og at han derfor havde besluttet at trække trioen hjem.

Først dagen efter de offentlige beskyldninger blev officererne selv adspurgt om deres version af sagen, og det betegner Østre Landsret som "en væsentlig forvaltningsretslig mangel".

Alle officerer får på den baggrund godt 32.000 kroner i erstatning.

Hommel blev siden frifundet for alle anklager og tildelt 100.000 kroner i erstatning.