DR vil have mere i licens

16x9

DRs general-direktør Kenneth Plummer beder politikerne om flere licenspenge

Danmarks Radio vil bede politikerne om at sætte licensen op i forbindelse med den kommende medieaftale. Det fremgår af et oplæg, som DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, fremlægger mandag.

I oplægget foreslås det, at licensen i de kommende fire år stiger med 1,5 pct. om året. Dertil kommer, at licen­sen også skal følge den almindelige prisudvikling på cirka to pct. For den enkelte licensbetaler betyder det en årlig stigning på lidt over 30 kr., men så vil DR også have licens for alle apparater der kan modtage radio og tv - såsom computere med netadgang.

I dag er det ikke licenspligtigt f.eks. at se tv eller høre radio på computere eller på bærbare enheder, som f.eks. mobiltelefoner.

Hos DR mener man imidlertid, at det på sigt kan føre til store indtægtstab, fordi f.eks. unge mennesker i højere grad vil være tilbøjelige til at modtage DR's signaler på andet end almindelige tv- og radioapparater.

Til gengæld for de flere penge vil DR i første omgang oprette tre til fire nye tv-kanaler. I første omgang satses der på en børnekanal, en ungdomskanal og en historiekanal.

På sigt kan en 24 timers nyhedskanal også komme på tale, fremgår det af oplægget.

Samtidig vil DR satse endnu mere på internet og andre nye platforme, som f.eks. mobiltelefoner og pda'er.