Krigsveteraner trygler om hjælp

Danske krigsveteraner kæmper dagligt med psykiske problemer, der koster dem jobbet, ægteskabet og i yderste konse­kvens livet, skriver Jyllands-Posten.

"Vi er mange, og vi lider i stilhed. Er du kriminel, tager stoffer eller prygler konen, har du bedre mulighed for at få hjælp end os," siger krigsveteran Peter Kjærgaard Voss. Han er én blandt 20 veteraner med psykiske traumer, som Jyllands-Posten har talt med. De appellerer om bedre behandlingstilbud, lettere adgang til førtidspension og anerkendelse.

"Vi rejste ud for at hjælpe andre mennesker. Nu er det mig, der beder om hjælp. Efter 12 år har jeg ikke fået den," siger krigsveteran Kenneth Binau.

Overlæge og psykiater Henrik Steen Andersen fra Rigshospitalet har behandlet 150 veteraner.

"Flere går i selvmordstanker. De hårdest ramte søger ingen hjælp. Jeg ser kun toppen af isbjerget," siger han.

Forsvaret og veteranforeninger vurderer, at 2.000-3.000 danske veteraner har alvorlige psykiske mén.