Jyllands-Posten meldt til politiet

11 muslimske organisationer politi­anmelder Jyllands-Posten for blasfemi og racediskrimination.

Baggrunden er, at avisen 30. september bragte 12 tegninger af profeten Muhammed, der ifølge islam ikke må afbildes. 23-årige Asmaa Abdol-Hamid, talsmand for organisationerne i sagen, siger, at anmeldelsen går på den sam­menhæng, tegningerne blev bragt i.
"Vi mener, at det har været avisens hensigt at håne og spotte," siger Asmaa Abdol-Hamid.

Hun gør opmærksom på, at Jyllands-Postens kulturredaktør i artiklen, der fulgte tegningerne skrev, at muslimer i Danmark må være beredte på hån, spot og latterliggørelse.

Vi var nok ikke blevet så stødt, hvis tegninger var bragt i en anden sammenhæng, forklarer Asmaa Abdol-Hamid, der venter at få medhold i retten.

Juridiske eksperter mener dog ikke, at avisen er på kant med loven i sagen.