Sådan bruger du dit liv

16x9

Forskere har undersøgt, hvordan vi bruger vores tid

En ny tysk undersøgelse har kortlagt, hvordan et gennemsnitsmenneske med en levealder på 78 år bruger sit liv.

Den australske nyheds-hjemmeside "news.com.au" har offentliggjort dele af undersøgelsen, som beviser helt nye sider af menneskets tidsforbrug.

I alt bruger vi gennemsnitligt fem år på at spise. Det gælder både store måltider og hurtige snacks.

Overraskende nok bruger den gennemsnitlige tv-seer faktisk seks måneder mere på at se sine yndlings tv-programmer. Altså fem et halvt år foran fjernsynet bliver det i alt til.

Generelle fritidsaktiviteter som læsning, løb eller leg blev ikke undersøgt, men tilgengæld viser det sig, at vi bruger fire måneder af vores liv på at spille computer.

Yderligere fem år bliver brugt på de meget populære "gør det selv" projekter, som for eksempel at male huset eller reparere taget.

Det mest overraskende er imidlertid, at vi rent faktisk bruger meget lidt tid på de ting, de fleste mennesker opfatter som meget vigtige.

I alt tilbringer vi kun syv år af vores liv på arbejdet. De fleste vil sikkert mene, at det føles som meget mere.

Turen til og fra arbejde bruger vi ni måneder på, og uddannelsen, der har givet os et arbejde, bruger vi ikke meget mere på. I alt bliver det til et år og 10 måneder i klasseværelset.

Men den mindste del af vores liv er tilegnet kærligheden og kærtegnene. Det gennemsnitlige menneske bruger kun 16 timer på orgasmer. Men til gengæld bruger vi så to uger på at kysse.

Og ikke overraskende slutter forskningsprojektet af med at konkludere, at vi bruger 24 år og fire måneder på at sove.

Som slutoplysning kan det tilføjes, at du netop har brugt godt et minut på at læse denne artikel.