VIDEO: Hansi Hinterseer hitter i Danmark

VIDEO: Rasmus Seebach har de seneste uger toppet hitlisterne, men nu er han væltet af tronen af en østrigsk schlager_konge

Popsnedkeren Rasmus Seebach har de seneste uger toppet den danske albumhitliste, men i denne uge må han se sig slået af nogle helt anderledes toner - østrigsk schlagermusik.

Seebachs overmand hedder Hansi Hinterseer. Han er født og bosiddende i Kitzbühl i Østrig, er 56 år gammel og med 13 albums og endnu flere hits i bagagen. CD'en "The Danish Collection" udkom i sidste uge, og ligger nu nummer et.

Heidi Linnet er formand for en af to danske fanklubber. Hun har været til koncert med sit idol flere gange, og skal af sted igen inden længe.

Danskere valfarter til Østrig
Panter Rejser begyndte sidste år at sælge busrejser til Tyskland og Østrig med Hansi Hinterseers koncerter som mål - og det var en god idé. Sidste år sendte de 500 danskere af sted og i år regner de med endnu flere ellevilde Hinterseer-fans.

Heidi Linnet skal også med Panter Rejser på tur i år, for Hansi Hinterseer har en helt særlig betydning for hende.

"Han fik mig over min datters død. Jeg hørte hans musik, stoppede og tænkte, hold da op," siger hun.

Hansi Hinterseer kommer til Danmark og gir koncert for første gang i december - det sker i Forum Horsens.