Kun 56 døde ved Tjernobyl-ulykken

16x9
Tre-årige Vladislav Petrov - et af de 4.000 mennesker der ventes at dø af kræft som følge af atomulykken i Tjernobyl Foto:

20 år efter Tjernobyl_-kata-strofen er blot 56 døde af eftervirkningerne

Antallet af ofre for atomulykken i Tjernobyl for 20 år siden bliver færre end ventet. Hidtil er kun 56 døde, og også miljøet bliver mindre påvirket end ventet. Det vurderer en række FN-organisationer i en analyse der blev offentliggjort i dag i Wien.

Hidtil er 56 personer omkommet som en direkte følge af ulykken den 26. april 1986, da reaktor fire på Tjernobylv­ærket eksploderede og sendte store mængder radioaktivitet ud i atmosfæren.
FN-organisationer venter, at ca. 4.000 kommer til at dø som følge af katastro­fen over de kommende år.

De fleste døde ventes at blive ansatte på Tjernobyl-værket, der deltog i redningsarbejdet efter eksplosionen, og som blev udsat for store mængder radioaktivitet umiddelbart efter ulykken.

"Det er blevet hævdet, at titusinder, endda hundredtusinder, er omkommet på grund af ulykken. Disse tal er overdrevet," konkluderer Tjernobyl Forum, der har udarbejdet rapporten kaldet "Arven efter Tjernobyl".

Tjernobyl Forum består blandt andet af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Verdensbanken og regeringerne fra Ukraine, Hviderusland og Rusland.

Cirka 4.000 personer har udviklet skjoldbrusk­cancer. Men 99 procent af de ramte har overlevet indtil nu, viser rapporten.