To mænd døde af H1N1 i Danmark

Influenza A har nu kostet to mænd livet herhjemme _ den ene var i 30'erne den anden i 60'erne

Influenza A (H1N1) har kostet de førs­te to dødsfald i Danmark. To mænd er siden 12. november døde af influenza­en, der har hærget store dele af ver­den i mange uger.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

Den ene mand var i begyndelsen af 60'erne og døde i onsdags på intensiv­afdelingen på Hvidovre Hospital. Den anden mand var i 30'erne og døde 12. november i sit hjem i København.

Begge mænd havde kroniske sygdomme og var i risikogruppen.

Om de to mænd var blevet vaccineret mod influenza A vides ikke på nuværende tidspunkt.

Desværre ikke overraskende
Begge de døde var ifølge Sundhedsstyrelsens administrerende direktør, Jesper Fisker, i risikogrupperne, som kan være i fare, hvis de får influenza. Begge havde kroniske sygdomme, oplyser direktøren.

"Derfor er det desværre ikke overraskende, at vi nu har to dødsfald. Det betyder også, at vi ikke ændrer på vores beredskab, da vi hele tiden har planlagt efter, at der desværre vil komme dødsfald," siger styrelsens direktør.

Han vil ikke gætte på, hvor mange danskere der kan risikere at miste livet som følge af sygdommen.

I alt tre danskere døde af H1N1
Styrelsen opfordrer stadig danskerne til at tage det roligt, selv om op mod 100.000 i øjeblikket er smittet med influenza A De fleste er børn.

Rådet fra myndighederne er stadig at blive hjemme og kun kontakte lægen, hvis den høje feber ikke er forsvundet i løbet af nogle dage. I sidste weekend blev vagtlægerne kimet ned af urolige danskere med sygdommen.

I alt tre danskere er nu døde af svineinfluenza. I september døde en dansk midaldrende lastbilchauffør i Norge af lungebetændelse forårsaget af H1N1.