Tingbjerg: Ingen tør sige noget

I Tingbjerg frygter man, at tingene ikke kommer til at ændre sig efter chikanerier

"Det er lukket land, der er ingen, der tør sige noget. Sådan siger formanden for Tingbjerg Fællesråd, Henrik Duus­gaard, på TV 2 | NYHEDERNE om de chika­nerier, hærværk, tyverier og indbrud, som netop har fået bydelens præst gen­nem 17 år til at flytte.

"Hvis man skal udtale sig om noget kon­kret, skal man have sine flyttekasser pakket, inden man udtaler sig," fort­sætter han.

Han mener, at balladen skyldes en lil­le hård kerne på en 20-30 personer, "der faktisk har taget magten herude."

"Som så mange andre steder, er det et fåtal, der ødelægger det for de mange," siger formanden, og siger, at der både er unge med udenlandsk og dansk baggrund i gruppen.

Skole og ungdomshus brændt af
Ud over chikane mod præsten, døjer bydelen også med ildspåsættelser, der går ud over ikke bare affaldscontaineren, men også har kostet bydelens ungdomshus og en skole.

Henrik Duusgaard tror ikke, at Tingbjergs problemer kommes til livs, hvis ikke bydelens etniske sammensætning ændres, og der ikke kommer mere politi på gaden.

"De flytter selv nu, fordi de synes, de er for mange herude."

Da TV 2 | NYHEDERNE i dag ville lave et indslag ude ved bydelens kirke, blev tv-holdet konfronteret af nogle unge på knallert, hvorefter tv-vognen fik ruderne slået ind på parkeringspladsen.

Video: Unge råber ad TV 2's filmhold.

Video: Kirkegængere fortæller om deres præst, der har set sig nødsaget til at flytte fra bydelen pga. af chikane.