Willy Breinholst er død - 91 år

16x9

Danmarks mest oversatte forfatter, Willy Breinholst, er død - 91 år

Forfatteren Willy Breinholst er død, 91 år.

Han fik i sit lange liv en større udbredelse end mange højt anerkendt skønlitterære forfattere ville kunne drømme om, selv i sin vildeste fantasi, skriver pol.dk.

Det er tankevækkende, at Willy Breinholst er placeret som nr. fem på listen over de igennem tiderne mest oversatte danske forfattere, ganske vist overtruffet af H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, men alligevel med navne som Ole Lund Kierkegaard som nr. seks og Karen Blixen som nr. syv.

Det var ikke lige til at forudse om drengen, der voksede op på Saltholm, hvor hans forældre havde bosat sig, fordi deres tuberkuløse søn skulle have masser af frisk havluft og ro. Og det var også her, at han skrev sin første historie.

Willy Breinholst begyndte som filmoversætter og bidragyder til herremagasinet "Joker". Her var han i selskab med folk som Soya, Helge Kjærulff-Schmidt, Halfdan Rasmussen, Flemming Madsen, Sejr Volmer-Sørensen og Simon Spies. Alle sammen meget travle folk, så det kneb for dem at få afleveret deres stof til tiden. Så skrev Willy Breinholst deres stof for dem - i deres stil.

I 1946 debuterede han med "Hvor længe var Adam i Paradis?", og han har siden udgivet over 100 bøger med finurlige og humoristiske beskrivelser af hverdags- og familielivet.

I Tyskland har hans bøger ligget på bestsellerlisterne i over 450 uger - en bedrift der blev optaget i Guinness Book of Records. Salget af hans bøger er da også enormt, med mere end 70 mio. bøger fordelt på 125 titler i 100 lande og på 75 sprog.

Blandt hans største succeser er "Kunsten at være far" og "Kunsten at blive mor", skriver pol.dk.