Costa Ricas præsident har H1N1

Antallet af smittede med influenza H1N1, bedre kendt som svineinfluenza, stiger dag for dag verden over, og sygdommen har nu også ramt Costa Ricas præsident, Oscar Arias.

Regeringen i Costa Rica understreger, at der ikke er tale om et alvorligt tilfælde af sygdommen, og at Arias arbejder hjemmefra og ventes at vende tilbage til sit præsidentkontor næste uge. Hans beføjelser som præsident er ikke overdraget til anden side. H1N1 brød ud i april under navnet svine­influenza, og blev erklæret som en pandemi i juni.

I Costa Rica er 20 mennesker indtil nu døde efter at være blevet smittet. På verdensplan kan to milliarder mennesker i værste fald blive smittet ifølge FN. Sygdommen er dog sjældent meget alvorlig.