10 år med strømsvigt i Danmark

Strømsvigt er intet ukendt fænomen i Danmark. Med cirka 2 millioner berørte danskere er dagens nedbrud det største gennem længere tid.

28. december 2002:

Omkring 1 million mennesker i Jylland må undvære strøm i tre-fire timer, da en relæfejl satte en hovedledning mellem Kassø ved den dansk-tyske grænse og Tjele ved Viborg ud af drift.

Stort set hele den del af Jylland, der ligger fra Randers og nordpå, blev ramt.

28. marts 2000:

En fejl på søkablet til Sverige fjernede al strøm på Bornholm i en halv time tidligt om morgenen. Først i løbet af formiddagen fik de sidste dele af øen el i kontakterne igen.

3. december 1999:

Tusinder af danskere stod uden strøm i flere dage, efter at århundredets værste orkan hærgede Danmark. Strømsvigtet ramte især de ældre og landmændene hårdt.

Der blev meldt om de travleste dage nogensinde fra landets beredskaber med mellem to til otte-ti gange så mange opgaver på en weekend, som der normalt er på et helt år.

2. januar 1996:

En stor del af den indre by i København måtte i knap to en halv time undvære elektriciteten på årets første udsalgsdag på grund af en kabelfejl.

5. september 1995:

Der udbrød trafikkaos i København, da et kabel fra Adelgade til H.C. Ørstedsværket skulle kobles ud og skabte en kortslutning, så sikkerhedsrelæet i tre transformerstationer slog fra.

Det betød, at en del beboere i København måtte undvære strøm i omkring 40 minutter midt på eftermiddagen. Flere på Østerbro måtte dog vente i over seks timer.

27. april 1995:

Omkring 140.000 mennesker i det sydvestlige Jylland blev ramt af et strømsvigt, da der opstod en fejl på en af kraftværket Vestkrafts hovedstationer i Esbjerg.

Strømafbrydelsen varede omkring tyve minutter og slukkede for strømmen til private hjem, virksomheder og lysregulering i bl.a. Esbjerg, Holsted, Brørup og Billund.

4. april 1995:

Den værste strømafbrydelse i 30 år ramte København, da en kortslutning på H.C. Ørstedsværket udkoblede de transformere, som forsyner byen med strøm.

Fra kl. 19.50 blev det indre København, Vesterbro, Nørrebro, Sundby og Dragør mørklagt. Først efter midnat var fejlen fuldt udbedret.

12. april 1994:

Rådhusuret gik i stå. Men det var til gengæld det alvorligste resultat af et strømsvigt, der opstod på grund af en højspændingsfejl på H.C. Ørstedsværket. Den mørklagde store dele af den indre by og Vesterbro i fire timer.