Guld gemt i gamle lossepladser

16x9

Gamle danske lossepladser gemmer på store værdier, som det kan være en god forretning at grave op.

Ifølge en ny rapport kan gemte og glemte ressourcer som metaller genbruges og brandbare materialer bruges til produktion af el og varme.

RenoSam, foreningen af kommunale og fælleskommunale affaldsselskaber, har i den første danske rapport om emnet analyseret erfaringer fra hele verden og vurderet de økonomiske og miljømæssige forhold ved at grave i de gamle lossepladser.

"Der er helt sikkert muligheder og brugbare værdier på nogle af landets gamle lossepladser. Det gælder ikke mindst det gamle shredderdepoter, som er affald, der bliver tilbage efter skrotning af bl.a. gamle biler. Her kan metalrester som bly og kobber have et stort økonomisk potentiale," siger direktør Jacob H. Simonsen fra RenoSam.

Priserne vil stige igen
Fokus er især på de ældre af landets omkring 150 lossepladser, som er over 15 år gamle. I årene siden er affaldet blevet sorteret grundigt, før det blev deponeret.

"Prisen på de genanvendelige materialer er afgørende for økonomien i en udgravning. Lige nu er den fuldstændig i bund på grund af finanskrisen. Men bare for et år siden var priserne langt højere, og det bliver de jo hurtigt igen, når krisen er ovre," siger Jacob H. Simonsen.

Der er dog også problemer ved at begynde at rage rundt i gammel skidt og skrot. Man risikerer at ramle ned i lommer med gammel kemikalieaffald eller udlede skadelig lossepladsgas i form af metan og CO2 til atmosfæren.

Også arbejdsmiljøproblemerne skal indregnes i overvejelserne, før de kommunale affaldsselskaber stikker snablen ned i fortidens efterladenskaber.