Spektakulære sager om erstatning

Her kan du se en liste over spek-ta-ku-lære sager, hvor danskere har fået erstatning for ube-ret-tiget fængsling

Herover kan du se Pedal-Ove forlade retssalen som en meget glad mand.

40-årige Louise Lauersen fik i dag tilkendt en ekstra erstatning på 445.000 kroner for de 14 måneder, hun sad varetægtsfængslet sigtet for drab­et på sin mor, Hanne Lene Flachmayer. Den fulde erstatning beløber sig der­med til på 890.000 kr.

Louise Lauersen blev frikendt for drabet sidste år, og i den forbindelse blev hun tilkendt halv erstatning i forhold til den 14 måneders fængsling. Det skyldtes, at anklagemyndigheden mente, hun selv var skyld i den lange fængsling, fordi hun i løbet af sagen skiftede forklaring.

I dag fik hun så byrettens ord for, at hun har krav på den fulde erstatning på i alt 890.000 kroner.

Her har vi listet en række andre spektakulære sager, hvor danskere har fået erstatning for uberettiget fængsling.

Pedal-Ove sad fængslet syv år (5,4 mio. kr.)

Lørdag den 12. december 1981 forsvandt den 30 årige Britta Hansen sporløst fra sit hjem i Frederikshavn. Den samme aften blev hendes tidligere mand Ove Thomas Hansen, bedre kendt som Pedal-Ove anholdt af kriminalpolitiet - sigtet for mordet på sin tidligere hustru.

Syv måneder senere den 12. juli 1982, blev liget af Britta Hansen fundet i havnebassinet i Frederikshavn. Det viste sig, at hun var blevet kvalt.

Ove Thomas Hansen blev den 12. november 1982 idømt 12 års fængsel for mordet på Britta Hansen. Han blev løsladt i 1989 og fik sagen genoptaget ved Den Særlige Klageret.

Et nyt nævningeting frifandt den 19. maj 1992 Ove Thomas Hansen for mordet på sin tidligere hustru.

Han blev den 24. juni 1994 tildelt 5,4 millioner kr. i erstatning for uberettiget fængsling.

Drabssagen om mordet på Britta Hansen er fortsat uopklaret.

Tre Jyde-brødre fængslet for fusk (2,5 mio. kr.)

Historien om Jydekompagniet handler om brødrene Jeppe, Morten og Søren V. Petersen, der i 1977 startede en cykelforretning i Ribe. Senere blev virksomheden flyttet til Herning og voksede hurtigt med god hjælp fra bankerne.

De tre brødres forretningsimperium kom i modvind, og der foregik en livlig handel mellem selskaberne og hvor varelagre på kort tid blev opskrevet flere gange. I januar 1988 blev de tre brødre anholdt og sigtet for mandatsvig.

Statsadvokaturen for særlig Økonomisk Kriminalitet - bedre kendt som Bagmandspolitiet - efterforskede sagen, og de tre brødre kom i fængsel, sigtet for mandatsvig, bedrageri og dokumentfalsk for 45 millioner.

Bagmandspolitiet måtte imidlertid frafalde de fleste anklager. 19. juni 1990 blev de tre brødre pure frifundet ved retten i Herning. Brødrene blev tilkendt en erstatning på 2,5 millioner kroner for uberettiget varetægtsfængsling, økonomisk tab, tort og ulempe.

Pengene blev i øvrigt ikke fordelt mellem brødrene, men indbetalt til konkursboet til fordeling blandt kreditorerne.

Et bebudet erstatningskrav over for Bagmandspolitiet på 370 mio. kr. blev senere opgivet, og de tre brødre trak sig langt væk fra offentlighedens søgelys.

OL-svømmer fængslet for narkosmugling (1,1 mio. kr.)

Den tidligere OL-svømmer Peter Rohde blev i dec. 1994 anklaget for medvirken til indsmugling af 5,6 kilo kokain fra Brasilien. En anklage han senere blev frifundet for.

Efter 519 dages varetægtsfængsling - heraf 351 dage i isolation - krævede Peter Rohde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, tab af erhvervsevne og tort og svie. Et krav på i alt 18 mio. kr.

I august '99 blev Rohde tildelt en erstatning på 1,3 mio. kr. i landsretten. Sagen blev anket til Højesteret, hvor han måneden efter får en erstatning på 1,1 mio. kr.

Dommerne var ikke uenige om, hvorvidt Rohde havde fået psykiske mén. Men de var uenige om, hvorvidt den tidligere OL-svømmer selv var skyld i den lange fængsling på baggrund af bl.a. falsk vidneforklaring.

Højesteret afviste anklagen om, at der var tale om tortur. Derfor blev sagen ført videre ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, der i 2004 sagde ja til at behandle Rohdes sag.

Menneskerettighedsdomstolen afgjorde i juli 2005 med dommerstemmerne fire mod tre, at de danske myndigheder ikke havde gjort sig skyldig i tortur i forbindelse med den 11 måneder lange fængsling i isolation af Peter Rohde.

Erstatning til fængslet bankmand (696.000 kr.)

En tidligere bankrådgiver blev tidligere på året tildelt en erstat­ning, fordi han sad for længe i fæng­sel. Erstatningen blev takseret til 696.000 kr.

I alt tilbragte manden cirka 15 måned­er i en celle. Han blev i 2006 dømt for forsikringssvindel. Østre Landsret fastsatte straffen til fængsel i et år. På tidspunktet for dén dom havde manden siddet 15 måneder i fængsel.

Manden var på det tidspunkt varetgtsfængslet på en mistanke om pengefalsk - som han blev pure frifundet for.

Men dommen var skudt langt over, fastslog Højesteret siden og halverede straffen til fængsel i seks måneder. Dermed var det åbenbart, at manden stod til en erstatning.

20-årig frifundet for terror (466.000 kr.)

En 20-årig mand fik tidligere på året en erstatning på 466.200 kroner, fordi han måtte tilbringe seks måneder bag tremmer. Den 20-årige var sigtet i terrorsagen fra Vollsmose, men blev frikendt, da der faldt dom i sagen i november 2007.

Politiadvokat Jakob Beyer forsøgte under sagen at vise, at den unge mand selv var skyld i, at han blev varetægtsfængslet. Men det afviste dommeren i sagen og tilkendte den 20-årige erstatning.

Terrorsagen fra Vollsmose begyndte, da politiet i september 2006 anholdt syv personer i Vollsmose. De blev sigtet for at have anskaffet "diverse effekter til fremstilling af en eller flere bomber". Fire blev tiltalt, og tre kendt skyldige ved et nævningeting i november 2007.

Straffene over de dømte Mohammad Zaher og Ahmad Khaldhahi blev i Højesteret skærpet til 12 års fængsel, mens konvertitten Abdallah Andersen blev idømt fem års fængsel.

Kilder:elex.dk, infomedia.