Mænd forurener mere end kvinder

16x9

Røde bøffer, masser af bilkørsel og ringe interesse for økologi. Danske mænd forurener miljøet mere end kvin­der. Det viser en rapport bestilt af de fem nordiske ligestillings­minis­tre. Det skriver metroXpress. Mens mænd i snit spiser 139 gram kød om dagen, spiser kvinder kun 81 gram, fortæller sociolog Michala Hvidt Breengaard fra Københavns Universitet, der blandt andre står bag rapporten.

"Det ligger i vores kønsroller. På vores første date tager manden ofte en rød bøf, mens kvinden tager en salat," forklarer hun.

"Det ville ikke være særlig feminint, hvis kvinden bestilte en stor steak," fortsætter hun.

Ifølge undersøgelsen står kødproduktion for næsten en femtedel af de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Det er mere end transportsektoren, hvor mænd også sviner mere end kvinder, fordi mænd i langt højere grad tager bilen til jobbet.

"Ofte arbejder de længere væk end kvinder, fordi mænd generelt har højere stillinger," fortæller forskeren til metroXpress.

Undersøgelsen viser også, at kvinder er mere villige end mænd til at betale ekstra for økologi. Ifølge Michala Hvidt Breengaard kan det skyldes, at kvinder bliver påvirket af sundhedsbudskaber i dameblade på en måde, som mænd ikke gør.

Selv om mænd altså er større miljøsyndere end kvinder, skal rapporten ikke bruges til at banke mænd oven i hovedet, fastslår sociologen.

Bekræfter fordomme om mænd
"Den er et opråb til politikerne om, at de skal tage kønsforskellen med i deres beslutninger. Blandt andet i forhold til hvordan man målretter miljøkampagner," siger hun.Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, er enig:

"Undersøgelsen bekræfter mine fordomme om mænd. Nu ved vi, at der et efterslæb hos dem. Det skal vi have rykket ved. I vores efterfølgende kampagner skal vi tage hensyn til, at mænd og kvinder agerer forskelligt."