Sonay-drabet: Hun levede for dansk

16x9

Hun levede som en almindelig dansk teenager med mobiltelefon, fester og kærester. Men 14-årige Sonays livsstil blev også hendes død, mener anklageren i drabssagen mod hendes far.

Af Steen Selvejer, Elisabeth Tejlmand og Eva Rymann Hansen

En sms-besked var 14-årige Sonays sidste livstegn. Om morgenen 10. februar 2002 fandt en fisker hende død i havnebassinet i Præstø.

Hendes hoved havde flere læsioner, men teknikere vurderede, at hun var i live, omend måske bevidstløs, da hun blev smidt i vandet af sin drabsmand.

Politiet rettede snart opmærksomheden mod Sonays familie. Og hendes far, Ashram Ahmad Mohammad, er nu idømt 14 års fængsel for at have slået hende ihjel.

Han har anket strafudmålingen til Højesteret, idet han nægter sig skyldig og har hævdet, at Sonay begik selvmord.

Anklager: Sonay levede for dansk
Anklageren i sagen kalder sagen for et æresdrab.

Hun argumenterer, at det var Sonays livsstil, der var den egentlige årsag til drabet: Hun levede for meget som en dansk teenager, havde kærester, gik i byen. Alt dette kastede ifølge anklageren skam over familien.

Natten til 9. februar overnattede tre drenge hos familien. Der var blevet festet og drukket, og faderen måtte dysse de unge ned.

Anklageren ville under afhøringen af faderen vide, om han havde accepteret sin datters opførsel i hjemmet. Faderen forklarede, at han selv havde deltaget i festen og havde danset med.

Så hende for sidste gang
Næste dag tog drengene afsted. Ud på eftermiddagen var de vendt tilbage, og da havde Sonays kæreste meddelt, at han forlod hende. Faderen forklarede i retten, at han havde sagt til sin datter, at hun måtte acceptere bruddet.

Senere på dagen havde faderen kørt sin datter til en benzintank, så hun kunne købe et taletidskort til sin mobiltelefon. Da hun kom hjem, gik hun ind på sit værelse. Det var sidste gang, sagde faderen, at han så hende.

Dagen efter blev Sonay fundet død. Hun havde været udsat for vold og havde flere læsioner i hovedet. Men hun var i live, da hun ramte vandet og druknede, viste obduktionen.

Sonays far hævdede imidlertid under retssagen, at Sonay havde begået selvmord.

I retten kom det frem, at Sonay havde skrevet i sin dagbog, at hun var gravid med kæresten, og at hun ville presse ham til at forlove sig med hende. Der stod også, at hun var parat til at dø for ham.

Tidligere dømt for grov vold mod pigen
For tre år siden blev Sonays forældre dømt for forsøg på at tage livet af hende.

Faderen havde lagt en ledning om halsen på Sonay og strammet til, så hun var bevidstløs i syv timer. Det skete efter at faderen havde fundet et fotografi af en dansk dreng i Sonays pung.

Imens opmuntrede moderen ham til at fuldføre sin gerning. Sonay overlevede, men blev tvangsanbragt uden for hjemmet.

Faderen blev idømt seks måneders fængsel for grov vold, og moderen ti dages betinget fængsel for at have opildnet faderen til forsøget på at kvæle datteren.

I kølvandet af sagen viste det sig, at pigen i årevis var blevet mishandlet af forældrene, fordi hun ikke levede efter deres krav.

Almindeligt troende
Sonay boede herefter en tid hos en plejefamilie i Præstø.

Kort før drabet i februar 2002 var hun dog flyttet tilbage til sine forældre, men hun fastholdt sin danske levevis.

I den anledning spurgte anklageren til faderens tro. Faderen forklarede, at han var almindelig muslim - men at han efter datterens død havde bedt oftere end før.

Ashraf Ahmad Mohammad blev af Østre Landsret idømt 14 års fængsel for drab på Sonay. Han har anket straffens længde til Højesteret.