Danskerne vil have valg

16x9

Danskerne vil have valg, hvis Fogh går af, viser ny meningsmåling

Danskerne vil have et folketingsvalg, hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen går af. Og de vil bruge det til at skifte den borgerlige regering ud med en socialdemokratisk ledet regering. Det viser en meningsmåling, som Catinét har gennemført for Ritzau.

Knap seks ud af ti - 57,9 pct. af deltagerne i målingen - mener, at Fogh ikke bør over­lade posten som stats­minister til Lars Løkke Rasmussen uden at udskrive valg. Blot hver tredje - 33,6 pct. - vil lade finansminister Lars Løkke Rasmussen blive stats­mi­nister uden at spørge vælgerne først.

Knap hver tiende - 8,5 procent - svarer "ved ikke".

Vælgerne blev spurgt: "Hvis Anders Fogh Rasmussen går af som statsminister, mener du så, at regeringen bør udskrive valg, eller skal Lars Løkke Rasmussen overtage posten uden valg?"

Samtidig med at danskerne vil have indflydelse, hvis der skal skiftes ud på statsministerposten, så viser samme måling, at et valg nu kan være farligt for den borgerlige regering.

48 procent af vælgerne foretrækker nemlig en socialdemokratisk ledet regering med S-formand, Helle Thorning-Schmidt, som statsminister, fremfor en borgerlig regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Det sidste foretrækker blot 38,5 procent. 13,5 procent svarer ved ikke.