Skoleleder advarer jødiske børn

16x9

Skoleleder fra Vollsmose frygter, at en jødisk elev ville få problemer med de mange arabiske børn på hans skole

Skoleleder Olav Rabølle Nielsen fra Humlehaveskolen i Vollsmose ville være betænkelig ved at have jødiske børn på skolen, hvor ca. 30 pct. af eleverne har palæstinensisk baggrund. Det skri­ver Fyens Stiftstidende. Der går ingen elever med jødisk baggrund på skolen.

"Humlehaveskolen er en folkeskole og dermed for alle. Så selvfølgelig skulle de være velkomne. Men jeg ville samtidig give forældrene et voksent råd om at finde en anden skole til deres barn," siger Olav Nielsen. Han forudser, at en jødisk elev ville kunne få alvorlige problemer

Jøder skudt i Odense
Problemer, der især kunne opstå nu set i lyset af den igangværende konflikt, hvor Israel har sendt landtropper ind i Gaza By, og nedskydningen af to israelske sælgere i Rosengårdcentret nytårsaftensdag.

"Konflikten er meget nærværende for hver eneste palæstinenser i Vollsmose. Hver aften kan de følge krigen på de arabiske kanaler og endnu engang få understreget, hvordan de står som tabere. Det, sammenholdt med, at mange af dem har svært ved at slå igennem i det danske samfund, skaber voldsomme frustrationer. Det kunne derfor blive en meget hård omgang for en jødisk elev at gå op og ned af så mange palæstinensere, som vi har her på skolen," fortsætter skolelederen i Fyens Stiftstidende.

Bekræfter tendensen
Overrabbiner i Det Mosaiske Trossamfund i Danmark, Bent Lexner, fortæller avisen, at han har hørt om skoler i København, hvor ledelsen også har advaret jødiske familier mod at indskrive deres børn.

Formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, siger sammesteds, at udviklingen er lige til at græde over, og at børnene må lære, at vi alle er danskere og ikke må tage en international konflikt med i skole.