Dansk­palæ­sti­nen­ser fængslet

16x9

En 27-årig danskpalæstinenser nægter sig skyldig i forsøg på at dræbe to unge israelske mænd, men han varetægts­fængsles i fire uger. Den 27-årige erkender dog at have haft en pistol.

De voldsomme begivenheder i Gaza er formentlig baggrunden for, at to unge israelske mænd blev blev skudt ned i Rosengårdcentret i Odense.

Det kan udledes af et grundlovs­forhør her til aften, hvor en anholdt 27-årig mand, der er født i Libanon, blev fremstillet.

Anklageren, Bo Hjeds, bad om lukkede døre blandt andet med hensyn til Danmarks forhold til fremmede magter - herunder Israel. Og han begrundede også kravet med hensynet til ofrenes sikkerhed, ligesom han mente, at åbenhed om sagen kunne hindre politiets opklaringsarbejde.

Den anholdte er dansk statsborger med palæstinensiske rødder. Politiet sigter ham for at have forsøgt at dræbe de to israelske mænd, der blev såret i henholdsvis armen og læggen, men han nægter sig skyldig, kom det frem, inden dommeren efterkom anklagerens ønske om dørlukning.

Den 27-årige erkender sig derimod skyldig i at have besiddet en pistol.

Den anholdte meldte sig selv til poli-tiet i morges klokken 5.20, op-lyser chefpolitiinspektør John Jacob-sen i Fyns Politi.

Han ejer den sorte Audi, som vidner så gerningsmanden flygte i efter skudepisoden, som skete i går.

Åbnede pludseligt ild
De to israelere var ved at sælge hårplejeprodukter i centret, da en mand pludselig kom hen imod den og åbnede ild. Begge ofre er i 20'erne. Den ene blev ramt i overarmen af et projektil, som fortsatte i underarmen og splintrede en knogle. Den anden blev såret af et skud i læggen. Begge var torsdag eftermiddag stadig indlagt.

Angreb på israelske statsborgere påkalder sig stor opmærksomhed i disse dage, hvor konflikten mellem israelere og palæstinensere er skærpet med bombardementet af Gaza.

PET holder øje
Chefpolitiinspektør John Jacobsen siger, at Politiets Efterretningstjeneste holder øje med sagen.

"Det gør de altid, når det sådan noget her. PET vurderer selv, hvilke oplysninger de arbejder med, og de har adgang til vores døgnrapporter," siger John Jacobsen.

I Politiets Efterretningstjeneste ønsker man torsdag ikke at udtale sig. Men PET bekræfter, at man er opmærksom på sagen.

"Ved hvad der foregår i verden"
Han kan endnu ikke sige noget om et eventuelt motiv, men holder alle muligheder, også de politiske, åbne.

"Vi ved godt, hvad der foregår ude i verden, men vi ligger os ikke fast på et motiv endnu. Vi efterforsker alle de spor, vi har," siger John Jacobsen.

Han ønsker ikke at oplyse hvor mange skud, der blev afgivet, om politiet har fundet gerningsvåbnet, eller om flere deltog i angrebet.