Israel: Soldater dræbt af kolleger

Det var israelske kugler, der i weekenden dræbte tre israelske soldater i aktion mod palæstinensiske Hamas-folk. Det fastslår den israelske hær i en undersøgelsesrapport om sagen.

De tre soldater blev dræbt og en fjerde såret, da de forsøgte at fange Hamas-lederen Mahmud Abu Hannud. Han undslap i første omgang men er siden anholdt af palæstinensisk politi i Nablus.

Israels militære chef, brigadegeneral Shlomo Goren, har allerede påtaget sig det fulde ansvar for operationen.